Min traumefortælling

"Du var så lille", svarede mine omgivelser, hver gang jeg forsøgte at få en forklaring på, hvorfor jeg on off var trist, utryg eller ikke forstod, mig selv, når jeg spejlede mig i andre og i relationer! De svarede desuden "Du har det jo godt. Du har alt, hvad andre er misundelige på dig over. Hvorfor bliver du ved med at føle der er noget galt?"

Mit traume, at blive efterladt, der midt i mine forældres skilsmisse, i start 70érne, har jeg båret på ubevidst igennem mange, mange år. 

Men, traumet blev plantet, da min far valgte at forlade min familie, som bestod af min mor og 2 ældre søskende. Jeg var mellem 2 og 3 år. 

"Men husker du noget"?

"Nej ikke via mit hoved, men min krop sansede forandringerne. Min krop stivnede, da min far gik den sidste gang, hvor han havde afleveret mig, og min mor stivnede i chok over min reaktion, som var.... at skrige og skrige.

"Hvorfor skreg du"?

Mit fuldstændig normalt udviklede nervesystem skreg "Forlad mig ikke alene far"!

Men, det gjorde han. 

Tilbage stod jeg med en mor i chok, 2 storesøstre, som var henholdvis 15 og 18 år i chok. En lammelse, en forstening, som vi hver især er preget af den dag i dag.

Hvordan viste traumet sig:

I børnehaven gemte jeg mig bag et akvarium i ca. 1/2 år. Jeg husker det tydeligt. Utrygheden for at blive afleveret og utrygheden for de voksne. Dengang var pædagogikken en anden. Der var ikke forståelse for min utryghed, så jeg fik skældud, blev irettesat og sat ind i sammenhænge af leg, som de voksne satte rammen for. Langsomt forstod jeg at jeg måtte tilpasse mig, for at undgå de voksnes vrede stemmer.

I skolen var jeg flittig. Jeg fulgte med. Jeg lavede mine ting. Jeg var en dygtig gymnast, læste meget, og var glad for at gå i skole. Nogen vil sige jeg var dygtig. Men jeg snoede mig. Når en lærer var vred, tilpassede jeg mig, blev den søde, smilende pige, brugte mit intellekt på at greje situationen, så jeg undgik skældud. 

I teenageårene viste traumet sit ansigt i de første forelskelser. Jeg blev forelsket i drenge, jeg ikke kunne få. Enten så så de mig ikke eller også blev jeg dumpet. Og jeg var knust. Jeg blev meget nemt forelsket. Mit nervesystem, søgte beroligelse, og nærhed i forelskelsens balsam. 

Fuldstændig samme mønster som min far. Det var det, mit system kendte.

Mine graviditeter:

Jeg var ikke klar, hver gang jeg blev gravid. Jeg følte det gik for stærkt. Jeg var i tvivl, jeg var træt, jeg var udmattet. Men jeg var samtidig brøl stærk. Fødte mine børn uden smertestillende og kæmpede med min krop. Og jeg knuselsker mine børn.

Da jeg havde født min 2. barn, var jeg så udmattet og lav i min energi, at det udløste dødsangst. Jeg var skrækslagen for at dø fra mine børn. 

Desværre negligerede psykologerne mit traume, og jeg blev sendt til psykiater, som ligeledes negligerede traumet. Og jeg kom i mod min vilje på antidepressiv. Skufferne til traumet blev lukket ned. Jeg tog på. Var ikke i kontakt med mig selv og levede i mange år, et liv, som traumet havde formet mig til - 

          nemlig - det er din skyld hvis andre ikke har det godt!

Jeg vil ikke trætte dig med en længere følgeton. Men kort:

Da overgangsalderen ramte mig, kunne jeg ikke længere holde traumet nede. Det blandede sig i mine relationer, mit ægteskab, i mit arbejde. Overalt. Og pludselig kunne jeg se, at traumet altid havde styret mig, mine tanker og min adfærd, især i relationer, økonomi og i uddannelse.

Traumer sætter sig. Det sidder allerede i os, via vores dna, hvis vores forældre har traumer, men de sætter sig også i vores børn. 

Men det kan ændres. Skridt for skridt kan du lære at kende dig selv, uden dit traume. Du kan lære at vende negative kognitioner til positive kognitioner. 

Jeg har lært det. 

Jeg har forløst mit traume. 

Der kan stadig sidde små tråde ud i mine tanker og adfærd. Men jeg registrerer det lynhurtigt og finder MIG frem.

Mon du lever med traume? Fortvivl ej. 

Kontakt mig - og lad os tage en uforpligtende snak!