Min sorgfortælling
Igennem årene med egen praksis opdagede jeg igen, og igen, hvordan gammel og fortrængt sorg, i klienternes fortællinger, spejlede noget inde i mig.
MIT LYS I MIT LIV - DØDE I 1993.
Så enkelt kan det skrives. Jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg var 23 år, og var slet, slet ikke klar til at stå alene i verden.
Jeg var heller ikke klar over, at han var mit lys og hvor mange år, jeg havde gemt på mit traume og holdt mit lys inde. Min stedfar, som blev min lyslampe, da jeg som 4 - årig mødte ham, var mit holdepunkt. Mit lys, min guide og den som viste mig vejen i livet med stor tillid og tiltro. Men som 23 årig - blev lyset med ET slukket. Min krop, og mit sind reagerede sundt. I sorg. Men omgivelserne, havde nok i at håndtere deres egen sorg og alle de praktikaliteter, at jeg druknede min sorg, i gøren, og løb fra væren - med sorgen.
Jeg oplevede en enorm ensomhed, væren alene i verden, og forstod slet ikke, hvad der var på spil inde i mig. Hvorfor var der ingen, som var der for mig, da døden og sorgen ramte mig som en mur? Fuldstændig samme erfaring lå i min krop, da den oplevede at min far forlod os 21 år senere.
Igennem uddannelse, samtaler og sparring, har jeg fået vendt min sorg fra vrede, tristhed og savn - til kærlighed. Jeg opdagede at jeg var blevet behandlet efter den gamle model, at sorgen er i faser, og skal slippes på et tidspunkt. Men istedet havde min sorg sat sig fast i mit nervesystem, som en angst, jeg aldrig kunne forstå. I dag er den forsvundet. I stedet er min sorg et spor, som guider mig hjem. Hjem i min krop, for at skabe en tæt dans med kærligheden til mig selv. Herigennem vokser min styrke i mig selv til mig selv. Herigennem guider jeg mine klienter, skriver den poesi, som kommer ud. Herigennem opstår kærligheden til samskabelse, fra hele mig.
Det blev startskuddet til at gå all in som sorgterapeut. Sideløbende med mit pædagogiske psykologiske arbejde, har jeg uddannet mig indenfor sorgens mekanismer. Jeg ønskede at forstå sorgen, ned under fordomme og misforståelser, som definerer vores sorgkultur, og i den grad gør sorgprocessen tabubelagt for både den efterladte, og omgivelserne.
Og min allervigtigste mission i dag er, hvordan formidler jeg, alt det jeg ved om sorg til mennesker i sorg.
I dag rådgiver jeg mennesker, som ønsker at vækste med deres potentiale samt mennesker i sorg, både ved individuelle samtaler, dyb healing, familierådgivning, kurser, foredrag og igennem børnebogen Kuma.
Jeg ønsker både at holde rum for den sørgende lige nu og her, men også igennem fællesskaber, hvor vi samles om sorgen, opbygger ny kultur, et nyt sprog, hvor vi tør holde vores hjerte åbent.
En sorgkultur, hvor alle føler sig set, hørt, mødt og mærket i nærvær.
Min egen sorgfortælling bærer jeg med mig. Den er en daglig kærlig påmindelse om, hvor vigtig en mission jeg har, og hvor meget vi har brug for en ny og kærlig sorgkultur. Min sorg er blevet min drivkraft igennem kærlighed fra min far.